googleads
Økologiske grøntsager og frugt fra Nordjylland


Økologiske grøntsager og frugt fra lokale avlere Nordjylland

Vi har i mange år været bosat på vores lille gård i Hellum, ved Jerslev, og har gennem årene opbygget et rigtig godt og tæt forhold til de mange lokale økologiske grøntsags- og frugtavlere i Nordjylland. Når vi skal finde grøntsager til vores grøntsagskasser, arbejder vi ud fra et princip om, at indholdet i kassen skal være så lokalt som muligt. Med nogle typer grøntsager kan det selvfølgelig være svært, og sæsonerne kan også nogle gange gøre det til en udfordring, men vi prøver altid at prioritere det, når vi kan.

Nedenfor ser du en oversigt over nogle af de steder, vi får vores grøntsager og frugt fra:

 

Bøgebæk Økologi

Bøgebæk Økologi er en lille gård, der laver mælk til Thise Mejeri. De har derudover høns og eget ægpakkeri, og så avler de deres egne grøntsager i drivhus. I de sidste 15 år har vi haft et tæt samarbejde. Det er et meget spændende landbrug, fordi de satser på lidt af hvert i stedet for at være store og specialiserede. Vi får tomater, peberfrugt og chili fra drivhuset, når der er sæson. Sommetider laver de også lidt grøntsager i marken som f.eks. bladkål som grønkål, palmekål og måske russisk grønkål. På sigt regner vi med at kunne få æg med på vareturen. 
 

Ulvhøj Øko-brug

Ulvhøj Øko-brug har svin samt kødkvæg, og så producerer de også deres egne grøntsager. Derudover har de deres egen slagterforretning, hvor de sælger gårdens produktion. De sidste 5 år har vi fået vores porrer, selleri og kål herfra, som vi nyder rigtig godt af henover efteråret.
 

Østervang

Gennem 10 år har vi fået vores kartofler fra Østervang. Det er en lille gård med ammekøer, og så avler de også lidt kartofler, som vi er så heldige at få af. I sæsonen får vi alle vores kartofler fra Klaus. Han er meget omhyggelig med dyrkning, optagning og opbevaring, så det er dejligt at vide, at vores kartofler altid kommer fra ham. 
 

Knifholt

Knifholt er en nystartet social-økonomisk virksomhed med økologisk gartneri på Knivholt ved Frederikshavn. Her er min mand John driftsleder, og når de er kommet rigtig igang, er det planen at få grøntsager derfra. Der skal dyrkes mange kål, og vi håber også på, at de kan dyrke vores gulerødder og andre rodfrugter.