Økologiske grøntsager
Økologiske grøntsager
Økologi har altid været et omdrejningspunkt for os, siden Mette blev færdig som landmand fra Den økologiske Landbrugsskole i 1990.
I efteråret 1990 startede vi, sammen med en kollega, et bredt sortiment af økologiske grøntsager, som vi solgte på varetur og forskellige torve i Vendsyssel. I 1992 startede vi Mettes Økologi op for sig selv, hvor vi dyrkede grøntsager hjemme på vores egen gård og solgte dem på varetur rundt om i Vendsyssel.
I 1997 fik vi den idé, at vi gerne ville starte en abonnementsordning op for at give en nem mulighed for at få leveret økologiske grøntsager lige til døren. I 1997 var der ikke på samme måde fokus på økologi, som der er i dag. At få leveret økologiske grøntsager til døren var derfor også noget helt nyt. Vi ville gerne lave en lille og lokal funderet ordning, så vi havde mulighed for både at kende kunderne og leverandørerne.
Vi bringer selv alle vores grøntsagskasser ud. Vi vil gerne være tæt på vores kunder og sikre, at de får lige præcis det, de har bestilt. Det giver naturligvis meget kørsel, så vi er omhyggelige med at planlægge turene, og få bilen fyldt op, så vi ikke kører “tom-kørsel”. Det betyder derfor også, at vi kun leverer én gang om ugen. Du kan bestille ugens grøntkasse her
Alle vores grøntsager og frugt er 100 % økologiske. Hvis vi i en periode f.eks. ikke kan få blomkål, må vi bare erkende, at vi ikke kan levere blomkål. Så snakker vi med folk og hører, om de vil undvære eller måske kunne bruge broccoli i stedet.
For os betyder økologi også, at man er nødt til at være fleksibel, og bruge det man kan få, på så fantasifuld en måde som muligt i stedet for slavisk at følge en opskrift, hvor nogle af tingene er helt uden for “økologisk” sæson. For os er det vigtigt at bruge det, der står i marken. Så hvis en af samarbejdspartnere har fine spidskål, der skal bruges inden de vokser sig større og revner, vil vi hellere komme spidskål i kassen to uger i træk end lægge “fremmede” blomkål i den ene uge.
Det er en virkelig skøn måde at sælge grøntsager på, da det giver mulighed for at afspejle sæsonen og hvad, der trives i marken lige nu. Det giver også vores samarbejdspartnere lyst til at levere “mærkelige” grøntsager, fordi de ved, at vi vil bruge dem, hvis de lykkes i marken. Det kan være alt lige blå bønner til røde rosenkål eller havrerod.
Udover vores økologiske tankegang, vil vi også meget gerne prøve at spare på ressourcer, så meget vi kan. Det vil bl.a. sige, at vores grøntsagskasser bliver leveret i de kasser, som vi selv modtager varer i. Vi synes faktisk, det er lidt spild at få lavet vores egne kasser og så smide virkelig mange gode og brugbare kasser væk hver uge. Vi beder derfor også vores kunder om at aflevere kasserne og de net, vi har pakket løg i, hvis det passer dem. Og vi får virkelig mange kasser og net tilbage, så det er bare helt fantastisk.
Vores grøntsagskasser bliver leveret til både unge, ældre og børnefamilier rundt om i Nordjylland. Derudover har vi aftaler med flere vuggestuer, børnehaver og private firmaer i Aalborg kommune, hvor vi leverer økologisk frugt og grøntsager, så både børn og voksne kan få glæde heraf.